OM MANIFESTA 19

 
 

DESIGN MANIFESTA 19 INVITERER TIL USA

Årets designevent MANIFESTA retter blikket mod USA og vil inspirere til, hvordan kontemporært dansk kunsthåndværk og design kan markere sig endnu tydeligere på den amerikanske scene.

I år er program og tema kurateret af kunsthåndværker Grethe Wittrock, som i flere år har haft USA som sin base og udstillingsplatform. Nutidens danske designere og kunsthåndværkere arbejder i en global virkelighed, men er samtidig rundet af en designtradition med stærke værdier med stærk relevans. Den lange tradition for at forstå design, samfundsudvikling og kultur som tæt forbundet i Danmark vækker stor interesse i USA, hvor de humanistiske, sociale værdier og den kompromisløse tilgang til håndværk, formgivning og materialeforståelse har fået fornyet relevans i den nuværende politiske virkelighed.

Til MANIFESTA 2019 har Grethe Wittrock inviteret tre fremragende kunstnere, kunsthåndværkere og designere, som gennem hver deres materiale og med hver deres tilgang har fascineret den amerikanske scene: Anders Ruhwald, Cecilie Bahnsen og Stine Bidstrup. De to erfarne herrer, Eric Nelson, direktør på The Nordic Museum i Seattle og Jason Schupbach, direktør på The Herberger Institute for Design and the Arts i Phoenix vil i dialog med aftenens moderator, Synne Rifbjerg, diskutere hvilke muligheder og udfordringer den nuværende politiske virkelighed skaber for dansk design og kunsthåndværk i USA.

 

Aftenens fokus på USA skal være et inspirerende startskud på Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Designs flerårige USA-indsats, der skal skabe muligheder for danske kunsthåndværkere og designere i USA. Det er udvalgets ambition at arbejde for, at skabe en bred forståelse for og anerkendelse af kunsthåndværk og design som Danmarks super power.