OPLÆGSHOLDERE

Grethe Wittrock

Grethe Wittrock er årets MANIFESTA kurator. Hun er uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole og Kyoto Seika University, College of Fine Art, Japan. Wittrock arbejder skulpturelt med tekstile materialer, hvor kombinationen af råhed og poesi omdannes til enkle installationer af overvældende stilhed. Hun har boet og arbejdet i USA i flere omgange, blandt andet som Artist-in-residence i New York 2007-2009 og som Halcyon Arts Studio Residency fellow i Washington DC 2015-2017. Hun er repræsenteret hos Brown Grotta Art, USA og har blandt andet udstillet på Fuller Craft Museum, Massachusetts, Nordic Museum, Seattle, Tenri Gallery, New York, og McLean Project for the Arts Gallery, Virginia. Wittrock har tidligere modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

 

Anders Ruhwald

Anders Ruhwalds primære medie er keramikken som han former til installationer og voluminøse skulpturer i størrelser, der taler til krop og rum. Ruhwald bor og arbejder i hhv. Chicago og Detroit, hvor han tidligere besad stillingen som Head of the Ceramics Department på Cranbrook Academy of Art. Han har en MFA fra Royal College of Art i London, er repræsenteret af Volume Gallery, Chicago og har udstillet på bl.a. Philadelphia Museum of Art, Detroit Institute of Art, Cranbrook Art Museum, Denver Art Museum, The Arizona State University Art Museum, Morán Morán, Los Angeles, og Friedman Benda, New York.

 

Cecilie Bahnsen

Cecilie Bahnsens beklædningsdesign fejrer femininiteten og de seneste år har hun i kometfart indtaget den internationale modescene. Cecilie Bahnsens håndlavede, skulpturelle silhuetter, som trækker referencer til haute couture, er skabt på en teknisk kompliceret, moderne og unik måde. Bahnsen er uddannet fra Royal College of Art i London, hvor hun arbejdede for bl.a. Erdem og John Galliano før hun flyttede tilbage til Danmark. Hun har vundet Magasin du Nord Fashion Prize, Kronsprinsparrets Stjernedryspris og været nomineret til den prominente LVMH Prize i Paris. Tøj med Cecilie Bahnsens logo i nakken hænger i en række af de mest prominente amerikanske koncept-butikker som Dover Street Market, H. Lorenzo, Jeffrey og Totokaelo.

 

Stine Bidstrup

Glaskunstner Stine Bidstrup tager udgangspunkt i undersøgelser om perception og forståelser af kulturelle fænomener, som hun bearbejder til arkitektoniske glasskulpturer, installationer og video i et geometrisk og organisk fabulerende formsprog. Stine Bidstrup er uddannet fra Rhode Island School of Design samt Glas- og Keramikskolen på Bornholm, hvor hun har undervist siden 2009. Hun har endvidere undervist på University of Wisconsin-Madison i 2015. Stine Bidstrup er repræsenteret på Heller Gallery i New York, og modtog i 2018 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

 

Jason Schupbach

Jason Schupbach er director på The Herberger Institute for Design and the Arts i Tempe, Arizona – USAs største designskole. Jason Schupbach beskriver sig selv som en nørd, der vil klæde de næste generationer på til at ændre den vierden, vi lever i gennem design. Tidligere har Jason Schupbach arbejdet politisk med design, arkitektur og kunst som direktør for blandt andet for Design and Creative Placemaking Programs ved National Endowment for the Arts (NEA) i USA, for New York City’s Department of Cultural Affairs, og som direktør for ArtistLink. Jason Schupbach skriver desuden om hvordan design og kunst kan forbedre vores samfund og sidder i advisory boardet for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design i forbindelse med deres USA indsats.

 

Eric Nelson

Eric Nelson har siden 2008 været direktør på the Nordic Museum i Seattle, som er det største nordiske museum i USA. Museet er internationalt anerkendt for sin formidling af nordisk kunst, kultur, design, traditioner og værdier, og Eric Nelssom Nelson har et indgående kendskab til nordisk kultur – og hvor det vækker interesse og begejstring eller clasher med amerikansk kultur.

 

Bo Lindegaard

Bo Lindegaard står bag det konceptuelle I´m a Kombo, som fusionerer smagsoplevelse, event og scenografi på en intens, inspirerende og garanteret festlig måde. Selv beskriver Bo Lindegaard & co. deres mad som en oplevelse: Al vores mad følger vores succesfulde model, som altid starter interaktivt og delevenligt og slutter legende og humoristisk. Mellemstykket indeholder masser af Comfort Food med fokus på velsmag og tryghed. Vi bruger naturligvis fortrinsvis lokale produkter, men tillader os at krydre det med velsmagende sager fra de varme lande.

 

Synne Rifbjerg

Synne Rifbjerg er journalist og dansk oversætter. Hun er kulturredaktør på Weekendavisen, hvor hun har arbejdet siden 1995 med vægt på kultur og samfund. Hun er moderator på DESIGN MANIFESTA 19.